Noget på hjerte
Et psykoterapeutisk forløb kan føles som en rejse ad snørklede stier, men du går den ikke alene.

En fortrolig rejse

Et psykoterapeutisk forløb er ikke et quickfix. Desværre. Det er hårdt arbejde. Vejen til forståelse og forandring kan være en lang tur ad snørklede stier, du ikke har betrådt i mange år – om overhovedet nogensinde – men du går den ikke alene. Vi følges ad.


Min opgave er at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor vi sammen – gennem samtale – kigger på, hvad der fylder her og nu i dit liv. Undervejs vil jeg støtte dig i at mærke og forstå dine følelser, tanker og behov. 


Jeg arbejder med eksistentiel og oplevelses-orienteret terapi, neuroaffektiv terapi og emotionsfokuseret terapi. Jeg bruger metoderne i kombination, som de passer ind i terapien og kan hjælpe dig i den udvikling, du gennemgår.


Jeg har tavshedspligt, alle vores samtaler er naturligvis helt fortrolige, og jeg følger til enhver tid de gældende regler hos Dansk Psykoterapeutisk Forening.